Efter et langt liv som rockjournalist og live producer i DRs P3 og P4 melder Jan Borges sig på den danske rockscene med sin første CD, Sorgenfri, med sange, som spejler de mennesker og den verden, han oplever omkring sig - og som han selv er en del af.

Sangene har musikalsk sine primære inspirationskilder i USA, men er på dansk og om en dansk virkelighed. Teksterne er - undertiden flertydige - historier, hvor Jan som fortæller kan være både i og uden for historien, og hvor der skildres oplevelser og holdninger, som fortælles 'indefra', eller som anskues udefra. En tilgang til teksskrivning, som er inspireret af nogle af USA's betydeligste sangskrivere, eksempelvis Randy Newman, Bob Dylan og Neil Young. Musikken variererer fra kontant rock til et næsten akustisk udtryk. Instrumenteringen spænder fra fuld rockbesætning til akustisk guitar, pedal steel guitar og dobro. Der er elementer af rock, folk og country og hvad der ligger derimellem, men hele tiden er det sangene/historierne, der er i fokus.